9. november 2005

Berusede elge amok på plejehjem

To elge blev fulde og aggressive under en sviretur på græsplænerne uden for at plejehjem i det sydlige Sverige. Selv politiet kunne ikke skræmme bøllerne væk.

Kilde: Politiken

To elge fuldede sig på et plejehjem i Sverige. Politiet måtte have hjælp af en lokal jæger til at få dyrene væk. Dette elg-billede er et modelbillede af et ædruelig dyr.

De har sjældent problemer med fulde folk. Og havde aldrig oplevet dyr med bøllemanerer før.
Men de ældre mennesker på plejehjemmet i Sibbhult i det sydlige Sverige oplevede en skræmmende cocktail af både fuldskab og bølleagtige dyr i går.
Et par fulde elge invaderede området ved plejehjemmet og opførte sig aggressivt og voldsomt, så beboerne måtte holde sig indendøre.

Politiet måtte give op
Elgene - en elgko og hendes kalv - var blevet fulde henover weekenden ved at spise gærede æbler uden for plejehjemmet, fortæller Anna Karlsson, som arbejder på hjemmet.
Politiet blev tilkaldt, og ordensmagten formåede i første omgang at skræmme elgene væk. Men de store dyr vendte tilbage for at nyde mere af den lokkende frugt.
Denne gang blev elgene endnu mere berusede og aggressive, så politiet måtte tilkalde en jæger med hunde for at få elgene væk.
Politiet forfulgte ikke forbryderne, men sikrede sig, at alle æbler blev fjernet fra plænerne omkring plejehjemmet, fortæller den lokale politichef Bengt Hallberg.
Ingen kom til skade.