24. oktober 2005

'Nazi-vaskebjørne' hærger Tyskland

Den tyske vinhøst er truet af efterkommere af de vaskebjørne, som nazisterne indførte i 1930'erne.
 
'Nazi-vaskebjørnene er løs'.

Det lyder som titlen på en gammel science fiction-film af den aller-ringeste slags, men den er god nok.

De tyske vin-bønder plages af grovædende vaskebjørne, der hærger vinmarkerne i delstaten Brandenburg.

- Vaskebjørnene ødelagde næsten hele høsten på et par dage, siger Werner Kothe, der ejer en vingård i regionen, til www.news.com.au.

Vaskebjørnene indgik ikke i den oprindelige tyske fauna, men blev indført i 1934 på foranledning af Adolf Hitlers rigsmarskal Hermann Göring, som mente, at vaskebjørnene ville 'berige den tyske natur'.

Siden har vaskebjørnene udviklet sig til noget af en plage. Pelsdyrenene har ingen naturlige fjender i Tyskland, og har derfor spredt sig til store dele af Central-europa.

I Brandenburg er problemet nu så omfattende, at myndighederne udlover dusører til jægere, som nedlægger de drue-spisende vaskebjørne.